Koncert

10. marts kl. 20
Anne Dorte Michelsen - Solo

Anne Dorte Michelsens nye Solo Show JEG VIL HUSKE fører publikum helt tilbage til 60’erne, hvor hun som 8-årig første gang satte sine små fingre på onkel Mogens’ aflagte klaver og skrev en sang.

Derfra fortsætter det videre igennem pubertetens drømme, længsler og guitarspil og frem til de store hits med TØSEDRENGENE, den lange SOLO karriere både herhjemme og i udlandet, og den overraskende succes med husmorgruppen VENTER PÅ FAR.

Showet når helt frem til i dag med nye sange bl.a. fra hendes seneste soloalbum: DE VOKSNES RÆKKER. Igennem mere end 40 år har Anne Dorte Michelsen på sin helt egen ligefremme og inderlige måde skrevet sange om alt fra forelskelser til friværdier.

Hos hende går det muntre og det melankolske hånd i hånd. Ikke mange danske sangskrivere formår som Michelsen, at komme omkring både det lokale byggemarked, tour de france feltet, vintermørkets ensomhed, den store kærlighed og kattebakken, der trænger til at få skiftet grus. Og det alt sammen i sange, der rammer dybt og bredt.